Tak for dejlig teenlejr

 

I efterårsferien blev der endnu engang afholdt efterårslejr med TeenArbejdet hvor en god flok teenagere fra Højnæskirken deltog. To af deltagerne fra Højnæskirken var Sofie Grønbech og Gabriella Pardo Hansen (foto), der var på deres første teenlejr. Da jeg spurgte dem, hvordan de havde oplevet lejren, svarede de, at det havde været en rigtig god lejr, med fællesskab, sjov og ballade. Blandt andet var lørdag aftens underholdning lidt af en oplevelse, hvor én af de mandelige ledere klædte sig ud som Medina, og Sofie fik klasket et råt æg ud over sig. Men det var også en hyggelig lejr, med rig mulighed for at lære nye mennesker at kende gennem snak, spil og løb i skoven.

Fokuslinjen handlede på denne lejr om fire sider af Gud, nemlig Gud som herre, fader, skaber og frelser. Særligt lørdag formiddag gjorde indtryk på flere af deltagerne, da Bodil Fæhr besøgte lejren og holdt fokus. Hun delte sine tanker om Gud som fader, ud fra lignelsen om den fortabte søn. Da jeg spurgte pigerne om deres mening om fokusserne, nævnte de, at det var fedt, at de ikke kun forklarede hvad der stod i biblen, men også forklarede hvad det betyder for os i hverdagen. Bodil opfordrede os alle til at tage imod Guds faderkærlighed, i stedet for at løbe bort eller blive væk fra festen, som de to sønner gjorde i historien.

Vi, lederne, vil gerne sige mange tak til deltagerne for endnu en skøn lejr – og på gensyn til nytår, når der igen er teenlejr! Se https://www.facebook.com/Teenarbejdet for mere info.

Forfatter: 
nielsadmin
Tags: