Børnehjemmet La Aljaba i Colombia

Igennem flere år har Højnæskirken støttet Børnehjemmet La Aljaba i Colombia. Støtte- og kontaktgruppen i Danmark består af en række personer fra Højnæskirken: Anita Elsa Steffensen, der har besøgt La Aljaba 3 gange, Torben & Raquel Hansen (Torben har arbejdet 2½ år på et andet børnehjem i Colombia som også var drevet af La Aljabas forstandere Wilmer og Maritza), Martin Bramming, samt Inge-Marie og Michael Bramming.

Kontakt gerne Anita på tlf. 39 67 24 74 eller e-mail anitasteffensen@hotmail.com hvis du har spørgsmål til arbejdet.

Historie

La Aljaba betyder pilekogger og er et evangelisk kristent børnehjem i Colombia, som bliver drevet af ægteparret Wilmer & Maritza Simancas, der selv har 3 voksne børn.

Wilmer & Maritza kom til tro i 1992. Året efter fik de et kald fra Herren til at vie deres liv til børn som pga. vold eller omsorgsvigt stod ubeskyttet i en ond verden.

I 2003 startede de La Aljaba efter at have været ansat i 10 år som ledere på et andet børnehjem.

Børnehjemmet nu

Efter 7 år i et mindre lejet hus har børnehjemmet siden januar 2010 haft mulighed for at leje en meget velegnet ejendom kaldet La Esperanza.

Her er mange gode værelser, en dejlig have med legeplads og swimmingpool. Desuden er der forskellige udhuse, der er velegnede til kyllinger, høns, kaniner og grise. Til trods for, at ejendommen ligger på en meget skrånende grund, er der også mulighed for at etablere en nyttehave til husbehov og en lille plantage.

Målet er at være så selvforsynende som muligt samt at have en indtægtskilde.

La Aljaba har et godt samarbejde med de lokale myndigheder i San Antonio del Tequendama, der ligger smukt placeret i 1.500 meters højde ca. 1 times kørsel fra Bogota. Her går børnene i skole, og Wilmer er ulønnet pastor i en lille evangelisk menighed.

Der bor pt. 7 børn på hjemmet i alderen 4-16 år.

Målet

Wilmer og Maritza har stor erfaring med at genskabe tilliden hos børn, der har oplevet svigt og forsømmelse i deres korte liv. På La Aljaba bestræber de sig på at skabe disse nødvendige og trygge rammer.

 
Børnene har enten mistet deres forældre eller er børn af stofmisbrugere og prostituerede i Bogota's slum.

På hjemmet oplever de kærlighed og faste rammer for deres hverdag. Her er de en del af en familie, hvor de også hører, at Gud elsker dem og aldrig vil slippe dem. Målet er foreløbig at skabe et hjem for 12 børn.

Økonomi

La Aljaba har siden starten været økonomisk afhængig af gaver fra Danmark, og står efter flytningen overfor nye og store økonomiske udfordringer.

Derfor er alle gaver velkomne – store som små - du kan være med til at gøre en forskel!

La Aljaba er en registreret forening i Colombia med en lokal bestyrelse og revisor.

Alle gaver til børnehjemmet indbetalt til Højnæskirken (Frimenigheden Kristent Fællesskab) er fradragsberettigede efter ligningsloven §8A stk.2 og formidles ubeskåret videre til La Aljaba i Colombia.

  • Højnæskirken, Frimenigheden Kristent Fællesskab
  • Bankkonto: Reg.nr. 5475, kontonr. 7009709
  • Mærkes: Børnehjem Colombia